Stress fra en anden vinkel, del 2

Nervesystemet påvirkes allerede helt grundlæggende i fostertilstanden og især i den allerførste levetid. Videnskaben fastslår at der kan ske skader i udviklingen af nervesystemet og i hjernen allerede her, pga ydre påvirkninger. Når vi kommer til verden, fødes vi med en helt speciel evne til at være opmærksomme på omgivelserne, dette er barnets første og bedste overlevelsesstrategi. Barnet er nemlig indrettet til at tilpasse sig omgivelserne. Enhver reaktion fra barnet, lægger op til en afstemning fra omgivelserne, ofte moderens. Vi oplever alle i større eller mindre grad både positiv afstemning, fejlafstemninger og evt manglende afstemninger. Afstemningerne medvirker til at berolige barnet, samt at barnet udvikler kapacitet til at adskille sig fra andre. Dette forløb lærer barnet at håndtere stressfyldte situationer (fx når barnet er sultent og mor beroliger barnet, indtil det kan få noget at spise). Barnet erfarer at det efterhånden kan berolige sig selv og regulere sig ud af den stressende tilstand. Denne regulering påvirker det autonome nervesystem, som tager sig af kamp/flugt/stivne reaktionen. Derudover kan barnets nervesystem erfare tilstanden i andres nervesystem, ved hjælp af resonansfeltet, specielt forældrenes. Det betyder, at det registrerer hvis forældrene er stressede, angste, utilgængelige eller afvisende. Hvilket starter en stressreaktion hos barnet, især hvis det er en tilbagevendende begivenhed. Stresshormoner i begrænset mængder styrker vores opmærksomhed, indlæring, søvn og koncentration. Ti gengæld kan for store doser i for lang tid begrænse mængden af energi til at klare stressen, især fordi systemet kun har en bestemt mængde energi til at håndtere stress. Vedvarende stress kan således reducere energiniveauet drastisk. Hos barnet er det ensbetydende med, at der ingen energi er til den livsvigtige indlæring af helt basale funktioner. Og hvis barnet ikke har lært at berolige sig selv, vil det have en mere eller mindre konstant fokus på omgivelserne, hvorved barnet mangler sin kontakt til kroppen og kroppens signaler, som er vigtige for at kunne fungere helt grundlæggende. Barnet risikerer et kronisk forhøjet stressniveau, som så bliver dets ”normaltilstand”. Denne tilstand betyder, at der selv ved situationer, der almindeligvis ikke udløser stress, hos denne person udløses en relativ alt for stor mængde stresshormoner. Det tager også tilsvarende længere tid om at lægge sig. Derudover har personen mindre energi til at klare situationer i almindelighed, da en del af energien er bundet af den kroniske stress. En tilstand der bider sig selv i halen hele tiden. Et billede på personens tilstand kunne være, at vedkommende træder hårdt på speederen og samtidig står på bremsen af al kraft.

Forskningen har påvist, at der ved denne kroniske forhøjelse af stressniveauet, sker det, at det får sit eget kredsløb i nervesystemet. Det betyder at kilden til stress nu ligger i personens nervesystem. Derved bliver vi meget sårbare for al senere påvirkning.

Denne type stress er selvsagt sværere tilgængelig at behandle. For det første fordi den er installeret tidligt, og dernæst at den har sit eget kredsløb i selve nervesystemet, som hele tiden genererer en vis mængde stress. Der sker desuden flere ting i kroppen, som både tapper energi og gør at behandlingen kræver mere end vanligt. Pladsen her er begrænset, så beskrivelsen af de andre faktorer, må vente til en anden god gang. Stress af denne karakter behandles mest effektivt ved hjælp af neuroaffektive teknikker, som især Susan Hart har beskrevet i sine bøger. Dog er der en ting man, både som terapeut og som privatperson, kan hjælpe den stressramte med. Det gælder både den stress, der udspringer af indre årsager, som forklaret på denne side og samtidig virker det godt på stress med grund i socialpsykologiske årsager (selvrealiseringens uklare og fordringsfulde karakter). Det vi alle kan gøre med rimelig stor effekt, er omfortolkning (eller reframing). Dvs man kommer med en udtalelse med et nyt perspektiv- helst med retning mod fremtiden, da det virker bedst. Det har nemlig vist sig, at den logiske del af hjernen kan berolige amygdala (som tager sig af alt farligt – og stress opfattes som en trussel). Denne lille ting betyder at den stressede persons amygdala, som er helt oppe i gear ved stress, bliver beroliget af den logiske del af hjernen. Lidt simpelt forklaret, er grunden at udtalelser om fremtiden får den logiske hjerne på arbejde, så den ”overtager” tjansen med stressen fra amygdala.

Her er et par spørgsmål, du kan stille dig selv for at finde på en omfortolkning:

Hvad ville en klog person sige?

Hvad vil meningen være om 10 år-20 år-30 år—100 år?

Hvad nu hvis situationen var en fordel?

Overdriv.

Brug humor (selvfølgelig med respekt).

(øv dig gerne på dig selv – det hjælper også dig, hvis du er irriteret, vred, frustreret, stresset)

God fornøjelse