Afhængighed & misbrug – den pårørendes rolle
- Annegrethe Williams
- 14. marts, 2024
Det sværeste er følelsen af afmagt. Man har gjort alt, man har været sød, hård, pædagogisk, man har ‘ikke’ gjort noget, og den med afhængighed er stadigvæk afhængig. Det er forbundet med en masse følelser, både afmagt og en vente-sorg. Håbet kan gå over i håbløshed, og man kan som pårørende sidde med mange af de samme følelser som den med afhængighed har – håbløshed, magtesløshed og afmagt.
En jeg elsker har et misbrug
Når vi opdager at en vi elsker har et misbrug, er den første reaktion typisk at gå i chok – derefter følger krisen. Et kriseforløb består af flere faser, en chokfase, en reaktionsfase hvor man kan blive ramt af store emotionelle udsving af vekslende karakter, og en bearbejdningsfase. Bearbejdningsfasen handler om at vende fokus mod sig selv ‘igen’, og finde ud af hvordan man kan fungere som pårørende til en misbruger uden samtidig med at passe på sig selv. Man udvikler det vi i fagsprog kalder for copingstrategier til at håndtere situationen.
På trods af at blive ramt af chok med erkendelsen af misbruget, beskriver mange pårørende at de i i retrospekt har kunnet se personlighedsændringer, nogle opdager ligefrem misbruget ved at personligheds ændringerne er så omfattende at de ikke kan kende deres partner, barn eller ven længere.
Forskellen på misbrug og afhængighed
Der skelnes mellem misbrug og afhængighed, fordi behandlingsindsatsen er forskellig for de to grupper. Ifølge Psykiater Henrik Rindom kan et misbrug defineres som skadeligt forbrug, der medfører psykiske forstyrrelser, nedsat fysisk og sundhed, ødelagte menneskelige relationer og en manglende evne til at fungere socialt og økonomisk. WHO (World Health Organization) definerer misbrug for et skadeligt forbrug. Følgende kriterier skal jf. ICD 11 opfyldes for en diagnosticering:
- Fysisk og/eller psykisk skade (herunder skadet dømmekraft og adfærd).
- Skaden skal være klart påviselig.
- Varigheden skal være mindst en måned eller gentagne gange inden for et år.
Afhængighed kan blive en konsekvens af at misbruge rusmidler. Ud fra WHO’s definition kan afhængighed betragtes som et syndrom med flere adfærdsmæssige, kognitive og fysiologiske fænomener, som kan udvikle sig ved gentagen brug af et eller flere afhængighedsskabende rusmidler og/eller lægemidler.
For at opnå WHO’s diagnose som afhængig jf. ICD 11 kræves mindst 3 af følgende kriterier opfyldt i minimum en måned eller gentagne gange inden for et år:
- Trang (craving).
- Svækkende evner til at styre, standse eller nedsætte brugen.
- Abstinenssymptomer eller indtagelse for at ophæve eller undgå disse.
- Toleranceøgning.
- Dominerende rolle med hensyn til prioritering og tidsforbrug.
- Vedblivende brug trods erkendt skadevirkning.
Overført skam
Især ved partner- og forældrerelationer vil erkendelsen af misbruget eller afhængigheden medføre skyld og skam. Det er både i forhold til, hvad ens egen andel har været i situationens udvikling, men også følelsen af skyld og skam over, hvorfor man ikke har set det noget før. Mange beskriver følelser af at have fejlet og føle sig utilstrækkelige. I vores frustration over virkeligheden kan vi komme til at spille forskellige ‘roller’ i forsøget på at kontrollere situationen. Disse roller kan fx være ‘den kritiske forældre’, ‘den afvisende partner’ eller ‘den offer-gjorte pårørende’.
Reaktions – og erkendelsesfaser
Mange pårørende fortæller, at de kommer til at blive en form for ‘kritisk forældre’, hvor de går og kritiserer den anden for deres adfærd. Denne adfærd tærer ikke blot på den pårørende, men den skaber ofte modstand samt aktiverer skyld og skam hos den med misbrug eller afhængighed. Man ser også, at den pårørende vælger at vende den anden kind til og nægter at forholde sig til, at der er et problem. Ved sådanne reaktioner er der tale om forsvarsmekanismer, hvor man handler ud fra kæmp – eller flygtreaktioner.
Kæmp- eller flygtreaktioner er automatiske fysiologiske reaktioner på en begivenhed, der opfattes som stressende eller skræmmende. Oplevelsen af trussel aktiverer en akut stressrespons, der forbereder kroppen på at kæmpe eller flygte. Et eksempel på en kæmp- eller flygtreaktion kan også være, at man vælger at lade tingene stå til. Selvom det måske ikke lyder som om, at man kæmper eller flygter ved at lade tingene forblive, som de er, så kan det være, at den pårørende føler, at det er den eneste måde, som de kan overleve under omstændighederne. Dette kan fx være når der er børn involveret og man ikke er klar til at gå. På den måde kan handlingen opfattes passiv, samtidig med at kampen føles meget aktiv for den pårørende.
Forsvarsmekanismer og copingstrategier
Forskellen på forsvarsmekanismer og copingstrategier er, at copingstrategier er bevidste, intentionelle og oftest adaptive, hvor forsvarsmekanismer ofte er ubevidste, ikke intentionelle og potentielt maladaptive.
- Adaptive reaktioner: Adaptiv reaktion, også kendt som adaptiv respons, er den passende reaktion på den givne påvirkning i situationen.
- Maladaptive reaktioner: Maladaptiv adfærd er adfærd, der forhindrer dig i at tilpasse dig nye eller vanskelige omstændigheder. Det kan starte efter en større livsændring, sygdom eller traumatisk begivenhed. Det kan også være en vane, du har taget til dig i en tidlig alder.
Hvis man som pårørende skal finde de bedste copingstrategier, handler det i høj grad om at forholde sig til de faktuelle omstændigheder og kunne erkende at ‘ja, der er et problem’ og ‘ja, jeg er den medafhængige’. At komme til den erkendelse er svær, og det kan tage tid, før man når dertil – hvis man overhovedet gør det. Når man når denne erkendelse, kan man begynde at udvikle adaptive og sunde copingmekanismer, og man kan acceptere, at den misbrugendes adfærd er uden for ens kontrolsfære. Man indser, at det er den misbrugendes ansvar at komme ud af misbruget, og man kan kun tage ansvar for sig selv, ikke redde andre.
Hvad er medafhængighed?
At være medafhængig er en mental tilstand, der opstår, når man glemmer sine personlige behov i forsøget på at opfylde andres. Denne form for adfærd ses ofte i pårørendes adfærd, handlemønstre og reaktioner.
Når vi som mennesker går på kompromis med os selv, er det ikke unormalt, at der kommer modreaktioner i form at vrede, hvor vi føler, at modparten skylder os ‘noget’. Det ses derfor ofte, at den medafhængige udvikler ambitioner på den afhængiges vegne. Det ses også, at den medafhængige går med forestillinger som “ej, hvor kunne vi få et godt parforhold, hvis hun stoppede med at drikke”. Problemet med de forestillinger er, at de tjener et formål om en virkelighedsflugt, der medfører, at man ikke anerkender virkeligheden, og de fakta den indeholder. Som pårørende skaber det ikke kun indre sorg og afkobling, men er også grobund for følelsesmæssige udsving og ukontrolleret vrede, når der opstår situationer, der truer den ønskede virkelighed.
At dele følelser med den afhængige
Når man er medafhængig og ikke forholder sig til fakta, så lever man i en sløret virkelighed forbundet med en masse følelser fx afmagt og sorg over at vente. Ens indre barn kan komme frem i den forstand, at man kan begynde at tænke, at man kan styre afhængigheden ved at holde op med at skabe konflikter, ligesom et barn der tænker, at hvis de opfører sig ordentligt, så stopper far med at drikke. Når det ikke lykkedes, går håbet over og bliver til håbløshed og derefter magtesløshed, dvs. de samme følelser som den afhængige har.
Anbefalingen til medafhængige er at undersøge og mærke, hvor ens grænser går, finde ud af hvor langt man vil gå, og hvor meget man vil finde sig i. I det terapeutiske arbejde med NLP handler det om at give uskylden tilbage og kaste lys over skammen. At gå ind og kigge på afmagtsfølelsen og forstå, hvad er intentionen med afmagt. I arbejdet indenfor dette felt kan intentionen med afmagten være at give slip på opgaven og give slip på det overansvar, man har taget for det andet menneske, uanset hvad konsekvensen kan være.
Det er nogle hårde og eksistentielle samtaler, man kan have med klienten i dette felt, men man kan virkelig gøre en forskel og bidrage til at skabe copingstrategier, der kan give ro.
Hvordan passer jeg som pårørende på mig selv?
Når man når det punkt, hvor man bevæger sig væk fra følelsen af, at det er ens pligt at hjælpe den anden og være fuldstændigt involveret i deres behov, og i stedet søger mod fællesskaber og situationer, der kan støtte en selv, skaber man plads til egenomsorg. Dette giver mulighed for at kunne tage vare på sig selv som pårørende.
Man kan søge fællesskaber med andre, der er i lignende situationer såsom støttegrupper. Man kan også finde en professionel psykoterapeut, der kan hjælpe med at etablere et trygt rum, hvor man kan blive mødt og vejledt. En der kan sige ‘den måde du hjælper bedst på lige nu, det er ved at give slip og sørge for, at du selv kommer på fode og gør noget, der er godt for dig’. Man kan nemlig ikke som pårørende få en person ud af deres misbrug eller deres afhængighed – det er deres egen kamp og ansvar.
Man kan ikke redde andre mennesker
Når en person skal ud af et misbrug eller en afhængighed, skal der indre motiverede kræfter og villighed til, som kommer fra personens indre med et autentisk ønske om at komme i bedring. Det kan være svært at forstå og acceptere, når man står udefra og kigger på familien, og måske de børn man har sammen – men man ved ikke, hvad man er oppe imod. Rygsækken med barndomstraumer, svigt og ar på sjælen, der har forårsaget afhængigheden, er forankret på måder, som kun den med misbruget/afhængigheden forstår, og det er gennem bearbejdelse af disse oplevelser, at kan man blive fri fra at have brug for misbruget/afhængigheden for at overleve.
Med det menes, at man skal finde frem til, hvad det var, der var årsag til at der var behov for udvikling af så voldsom en copingmekanisme som et misbrug/en afhængighed er, og acceptere, at man på det tidspunkt valgte det som sin overlevelsesmekanisme. Heldigvis kan man med den rette motivation, støtte og vejledning begynde at bearbejde traumer på andre måder end gennem afhængighed.
I terapi som pårørende
At have en med et misbrug/en afhængighed i hjemmet binder energien for alle i hjemmet. Energien bliver centreret omkring den afhængige gennem kontrolforsøg eller øget årvågenhed. Mange voksne børn af alkoholikere beskriver følelsen af at undersøge stemningen i døråbningen, når de trådte ind ad døren som små.
Ofte vil pårørende, der lige har startet terapeutiske forløb, være mærket af den udmattelse, de bærer rundt på som konsekvens af de dynamikker, der foregår i hjemmet. Som terapeuter kan vi tale med den pårørende om, hvordan han/hun fremadrettet vil bruge sin energi.
Som NLP psykoterapeuter arbejder vi med faktiske situationer, når vi skal hjælpe klienter med at udvikle copingstrategier – igen, vi forholder os til fakta. Et eksempel kan være at tale om, hvad klienten gør, når han/hun træder ind ad døren. Hvilke scenarier er forventelige at komme ind til – hvis det er scenarie 1, hvad gør man så? Hvis det er scenarie 2, hvad gør man så i stedet for? Det handler om at gøre det så konkret som muligt og lave nogle ‘action cards’ for, hvordan man kan reagere i de forskellige situationer, dvs. nogle kort med forskellige handlingsmuligheder til den givne situation eller stemning.
At forstå sine reaktioner
Skammen fylder ofte meget og ubevidst hos den pårørende, når han/hun opsøger terapi. Når man kaster lys over skammen og skaber et trygt rum for klienten, kan skammen stille og roligt komme frem, hvortil den bearbejdes og forstås.
Det giver klienten en enorm lettelse at få fortalt, at det er normalt at lade tingene stå til, eller at forsøge at kontrollere alting. Indsigten i handlingsmønstrene skaber også mulighed for at tale om fakta, og hvordan fremtiden vil se ud om 1 eller 3 år, hvis klienten holder fast i sine handlemønstre. På den måde kan klienten se, at selv ved at holde fast i det, han/hun på nuværende tidspunkt gør, så vil situationen være den samme i fremtiden, hvis ikke personen med misbrug/afhængighed ændrer adfærd.
Udover spejling af klientens egen adfærd og belysning af dysfunktionelle dynamikker i fx hjemmet grundet misbrug/afhængighed, så stiller vi os som terapeuter til rådighed som vidner, der tror på og møder klienten, i det, der bliver fortalt. Det er en forudsætning, at man viser klienten omsorg og forståelse i et trygt rum og skaber en tillidsfuld interaktion, hvis en udvikling skal finde sted.