Hukommelse 1

Alle mennesker benytter sig af hukommelsen, let og ubesværet i det daglige liv. Det er en væsentlig kompetence, der adskiller mennesker fra andre pattedyr. Sædvanligvis tænker vi ikke over, hvordan hukommelsen fungerer, sådan mere i detaljer. Det har vi ingen brug for, da hukommelsen er automatiseret i en grad, så vi sjældent virkelig skal anstrenge os for at huske noget. Og vi har for øvrigt stort set ingen umiddelbar adgang til selve funktionerne i hukommelsen, så for almindelige mennesker, er det ikke så vigtigt at kende den i detaljer – lige som man ikke behøver at kende ret meget til en motors funktion for at kunne køre bil. For personer i erhverv (psykoterapeuter, psykologer oa), hvor vi hjælper mennesker med at huske og at skabe forandringer ift det huskede, kan det være yderst nyttig viden. Forskere har fundet, at hukommelsen er delt i 2 hukommelsessystemer, og hver af disse dele igen er delt i 2 under- kategorier.

De 2 basale eller overordnende hukommelsestyper er den eksplicitte (mest bevidste) og den implicitte ( overvejende ubevidst). Disse2 systemer tjener hver især forskellige funktioner og fodres af forskellige neuroanatomiske strukturer.

Her vil jeg starte med den eksplicitte og i næste blog vende tilbage til den implicitte. Og der vil være dele, jeg slet ikke kommer ind på. Beskrivelsen vil selvfølgelig være temmelig forenklet, da hukommelsen i sagens natur er meget komplicerede mekanismer.

Det kan dog være med til at sætte fokus på og måske vække interessen for et mere grundigt studie af hukommelsen. Et at psykoterapiens måske vigtigste arbejdsredskaber.

DEN EKSPLICITTE HUKOMMELSEs underkategorier betegner den deklarative og den episodiske,

Den deklarative hukommelse indeholder et katalog over detaljerede data – en sags dosmersedler, fx gangetabeller, husets indretning, hvad lavede jeg i går. Vi kan huske ting og fortælle faktuelle historier om dem. Fortællingen indeholder en start, en midte og en slutning. Denne hukommelsesform er den eneste, vi bevidst kan genkalde. Den har betydet, at mennesket har kunnet udvikle alle mulige redskaber, såsom ild, fly og kuglepenne og den civilisation vi eksisterer i i dag. Den deklarative hukommelse er uden følelsesindhold, den er ”kold”.

Den episodiske hukommelse derimod er ”varm”, fordi den indeholder følelsesmæssige toner, uanset om det hentede er positivt eller negativt. Denne hukommelse spiller en vigtig rolle i kodningen af det enkelte menneskes livserfaringer. De hjælper os med at forstå vores liv, knytte historierne sammen og er bindeleddet mellem den eksplicitte og den implicitte hukommelse. Disse erindringer kan ikke fremkaldes bevidst, men dukker op mere eller mindre spontant. De indeholder altid en følelsestone og er af en drømmeagtig karakter, de kan være vage, og upræcise eller livagtige og levende. Desuden er der en større kapacitet for flertydighed end for den deklarative hukommelse. Denne flertydighed kan være af betydning, når terapeuter arbejder med huskede ting hos klienten, hvilket betyder at den slags erindringer påvirket af flere erindringer, som ikke kommer frem. Den opererer oftest under overfalden, men med stor indflydelse på vores tilværelse. Via denne hukommelse kan vi orientere os i tid, fortid nutid og fremtid.

Den eksplicitte hukommelses opdeling i sine 2 systemer er væsentligt forskellige fra den implicitte hukommelses erindringers 2 dele, den følelsesmæssige og den procedurale kategoris sammensætning og funktionsmåde, som vi skal se i fortsættelsen.