Digital narko: Hvad sker der med os og vores relationer, når smartphones skaber afhængighed?
- Annegrethe Williams
- 24. maj, 2023
I øjeblikket er læge og forfatter, Imran Rashid, på en mission, der går under hashtagget #erderenvoksentilstede. En mission, der sætter fokus på implementeringen af smartphones i børns liv og brugen af sociale medier. Noget, der er som at placere et barn på en cykel og sende det ud i trafikken uden cykelhjelm og færdselsregler. Men hvorfor drages vi af telefoner og de sociale medier – og hvorfor taler man om digital narko?
Den digitale narko skaber afhængighed som stoffer og alkohol
Ny forskning viser, at vores brug af smartphones faktisk er afhængighedsskabende. Når vi sidder med telefoner i hånden, udløses dopamin i hjernen, hvilket er med til at skabe afhængigheden. Man mener desuden, at denne form for telefonafhængighed aktiverer belønningssystemet i hjernen, præcis som stoffer og alkohol gør. Selvom vi er bevidste om, hvor alvorlige konsekvenserne ved alkohol- og stofmisbrug er, ser mange af os ikke afhængighed af telefoner som et problem.
Udfordringen er, at vi endnu ikke kender konsekvenserne af afhængigheden af telefoner. Vi ved ikke, hvordan det reelt påvirker interaktionen, børneopdragelsen, os som individer. Det, vi ved, er, at hvis vi foretrækker at sidde med vores telefoner frem for at være sociale, så får det en direkte betydning for vores relationsdannelser – og er der noget, vi interesserer os for på Dansk NLP Institut, er det relationer.
Hvordan man skaber kontakt og tillid. Hvordan man styrker relationer, og hvordan man kommunikerer. Derfor kan vi kun gisne om, hvad denne telefonafhængighed mon er på bekostning af.
Man ved også fra forskning og misbrugsbehandling, at jo tidligere man bliver introduceret for afhængighedsskabende midler som alkohol og stoffer, des større er sandsynligheden for, at man udvikler en afhængighed. I dag bliver børn introduceret for telefoner og skærme meget tidligt, og de fleste har lært at swipe og scrolle før meget andet. Her er vi allerede i gang med at fodre barnet med dopamin og skabe afhængigheden. Vi ser tilmed ofte børn, der reagerer voldsomt, når de får et “nej” til skærmforbrug; reaktionen kan ligne alkoholikerens reaktion, på et “nej” til en øl. Det skyldes, at afvisningen sætter gang i hele nervesystemet, som er gearet til at opsøge behag og trække sig fra ubehag. Smartphones udløser belønning og dopamin, og det kick finder nervesystemet behageligt og attraktivt.
Læs mere om alkoholisme og hvordan det får konsekvenser for børn gennem hele livet.
Når vi erstatter telefonen med andet dopaminskabende, kan vi skabe forandring
Hos et nyfødt barn er øjenkontakt og nærvær alfa og omega for at barnet oplever at være i live og opnår interaktion med mor og far. Men øjenkontakten, tilstedeværelsen og interaktionen er vigtig igennem hele opvæksten – ligesom den er for en vellykket kommunikation og en sund relation i vores voksenliv. Børns barndom er i høj grad præget af telefoner, skærme, afbrydelser og manglende fokus. I opdragelsen bliver telefonen ofte det nemme valg, samtidig med at barnet helt naturligt drages af det, der lyser og er spændende.
Desuden er det væsentligt at have in mente, hvor meget fokus vi voksne giver telefoner, og hvor mange forstyrrelser den giver, når den bipper og vibrerer. Telefoner fjerner hele tiden vores fokus og tager os væk fra kontakten, og selvom vi ofte ikke er bevidste om det, kan det medføre, at barnet får utilstrækkelig øjenkontakt og direkte opmærksomhed. Måske tager vi det lidt for let, når vi tænker, at det bare er en telefon, og at det med skærmforbrug ikke er så vigtigt?
Før skærmen blev en så fyldestgørende ting i børns liv, var det legen, der udløste dopamin. I dag kan man både tegne, læse og blive underholdt på skærmen, så legen, legetøjet og brætspillet bliver ofte nedprioriteret. Det kræver meget mere af forældre at lege med barnet og være 100% til stede; derfor bliver telefoner det nemme valg, og det er jo alligevel det, barnet helst vil have… eller er det?
I NLP arbejder vi med økologitjek, hvilket betyder, at vi ikke kan lave forandringer, medmindre værdien bliver opfyldt i den forandring, vi laver. Derfor kan vi ikke tage noget væk, medmindre vi sætter noget andet i stedet for. Ud fra det perspektiv er det muligt at fjerne barnet fra det vante, trygge – skærmen – til det ukendte, utrygge – god, gammeldags underholdning – når man blot er vedholdende og laver en langsom tilvænning. Det er svært at hamle op med den spændende skærm, og det stiller samtidig større krav til forældrene, men det ér muligt, og det er godt for alle parter i sidste ende.
Telefoner er lig med tryghed og FOMO
Imran Rashid fremhæver en artikel udgivet hos Politiken det sociale medie TikTok som værende “min ven og værste fjende”. Unge bruger oceaner af tid på mediet – og sociale medier generelt – og flere udtrykker, at det har taget barndommen fra dem. Det er nøjagtigt det samme, man hører indenfor misbrugsbehandling: Har man været afhængig som ung, oplever man, at ungdommen er taget fra en. Det er imidlertid svært at sige, om vi mennesker bliver dårligere til at være i sociale relationer, jo mere afhængige vi bliver af telefoner. Forskningen er heller ikke kommet så langt, at man kan se, at telefoner og sociale medier har en direkte effekt på børn og unges mistrivsel. Samtidig vil nogle også allokere for, at vi er mere sociale på de sociale medier.
Når jeg taler med forældre, børn og unge, er der en tendens til, at det f.eks. er svært at holde et socialt arrangement, hvis der ikke må være telefoner. Det kan forårsage, at nogen ikke kommer. Hvad, det skyldes, er svært at sige. For nogle er det en tryghed at have telefonen på sig, og bryder man sig ikke om at være social, er det komfortabelt at gemme sig bag telefonen. Dermed kan telefonen også virke som form for angstdæmpende medicin.
Læs mere om angst og håndteringen heraf.
Det kræver mere af os at indgå i sociale relationer i modsætning til sociale medier. Her sker det hele hurtigt, hvilket forstyrrer koncentrationsevnen, så evnen til at fordybe sig og opnå læring bliver besværligt, fordi det kræver noget af os. Samtidig er det nemt at tappe over, blive underholdt og få dopamin. Man kan også føle, at man går glip af noget på telefonen, og det kan gøre det svært at komme ud af afhængigheden, fordi den er overalt, og den er en del af de sociale fællesskaber, vi indgår i.
Mennesker er født ind i afhængighed; uden hinanden vil vi gå til. Det handler ikke om at male fanden på væggen, men nærmere sige, at der er et fænomen, der er opstået, som vi ikke kender konsekvensen af. Vi ved dog, at der sker noget i de menneskelige relationer og evnen til at opbygge og bevare empatiske kompetencer, sund interaktion og god kommunikation. Det gælder i den grad også for børn, så spørgsmålet er, hvilken skade den digitale narko kan gøre, når vi fra barnsben drypvis bliver afhængige af telefonen og dopaminen.