Hukommelse 3

Som en fortsættelse af hukommelse 1 og 2, beskriver jeg her i meget forkortet form, mekanismerne i den procedurale hukommelses måde at lagre især traumatiske begivenheder.

Vores erindringer er med til at definere, hvem vi er, som menneske. De er det fundament, der gør, at vi kan holde kursen som ”mig” og det kompas vi styrer efter, så vi hele tiden er i overensstemmelse med den identitet vi har. Erindringerne vi henter fra hukommelsen, har flere funktioner. Den er helt nødvendig for at kunne sikre os en fremtid, den udvælger selektivt de elementer fra fortiden, der gør, at vi ved hvad der virker og hvad der ikke virker, eller er skadeligt. Dvs den hukommelse vi kan komme i kontakt med nogle gange bevidst, nogle gange ubevidst (positive erindringer lægger sig også i den procedurale hukommelse). Denne hukommelse skaber en forbindelse mellem nutid og fremtid. De gode minder er vi vilde med – de dårlige får os til at undgå ting. Denne type erindringer kan vi snakke om og reflektere over. I modsætning til de almindelige erindringer – som forandrer sig over tid – har vi de traumatiske erindringer, som er upåvirket af livets gang – de er frosset fast og låste. Det skal siges at nogle gode erindringer også lægger sig låste i den procedurale hukommelse, nemlig fx dem som har at gøre med en hensigtsmæssig måde at indgå i relationer på. De traumatiske er imprints(indtryk) fra overvældende, dybe indtryk som er printet ind i personens hjerne, krop og psyke. Disse bliver stort set ikke opdateret eller tilført nye informationer. Traumatiske erindringer har en tendens til at dukke op pludseligt og fragmenteret – af stivnede sanseindtryk, såsom billeder, lyde, følelser, lugte, smage og kropsfornemmelser. Personen bliver grebet af samme reaktioner, som da begivenheden fandt sted. De vil ofte, hvis man forsøger at slippe dem, komme igen og igen som uhensigtsmæssige reaktioner. De er upåvirkelige af almindelig bearbejdning og vil plage personen, måske mere intenst og i nogle tilfælde brede sig til personens øvrige liv. Det er et mareridt uden ende. Denne type erindringer/traumer lægger sig i den procedurale hukommelse, også kaldet de implicitte erindringer. De forgår langt udenfor vores normal bevidsthed. De etablerer sig som en kombination af følelser og færdigheder – dvs. ting kroppen gør automatisk (fx trækker sig sammen= en procedure). Den følelsesmæssige implicitte del af erindringen fungerer som en form for bogmærke (el flag) mht. at udpege en bestemt prodedural erindring som indeholder data for overlevelse, social funktion, responser o.a. Følelser udløses af elementer i den aktuelle situation, som ligner følelser fra den tidligere oplevelse, der netop førte til dannelsen af en procedural erindring. Når den procedurale erindring fra et traume, også udviklingstraumer, bliver udløst, bliver v i holdt i et jerngreb, som vi ikke umiddelbart kan slippe ud af.

Procedural hukommelse falder i 3 kategorier:

Traumatiske, især de tidlige, erindringer lægger sig i alle 3 kategorier, bl.a. på grund af at det handler om det lille barns overlevelse i familien (flugt, kamp, stivnen). Kroppens tendens til frastødning, væk fra noget ubehageligt/farligt, samt at kroppen, i forbindelse med bestemte begivenheder, har lært sig at bestemt handlemønster.

Når vi i terapi skal have kontakt til og behandle disse traumer, er der selvsagt brug for at få kontakt til den procedurale hukommelse. Dette kan kun lade sig gøre ved at kontakte følelsen eller kropsfornemmelsen, og dette foregår inde i kroppen. Det kræver mere end almindelig samtaleterapi med sprog og brug af den logiske del af hjernen. Den moderne hjerneforskning har lagt grunden til at indenfor den neuroaffektive tilgang, kan vi få viden og redskaber til at komme i kontakt til den dybeste og mest ubevidste del af hukommelsen, nemlig den procedurale.

Dermed bliver vi som terapeuter i stand til at hjælpe med selv de allersværeste problematikker og traumer. Jeg gætter på det må være enhver terapeuts drøm. Det er i hvert fald min.

Note: Denne beskrivelse af den procedurale hukommelse, er som skrevet, forkortet temmelig meget af hensyn til pladsen og derfor er kun det allermest nødvendige beskrevet, for at give et lille indblik i hukommelsens fantastiske konstruktion.