Når det etiske kompas kommer på afveje
- Susanne Vellier
- 16. december, 2020
“Av, av, av, det gør ondt… Det gør ondt, tag den ned. Jeg har så ondt i mine ben.”
Ordene kommer fra en ældre dement kvinde, der hænger i en lift i Tv2s dokumentar “Plejehjemmene bag facaden”.
Plejehjemssagen vakte harme, da medierne bragte dokumentaren. Men sagen er ikke enestående. Også daginstitutioner og sociale virksomheder har været i mediernes søgelys og sat spotlight på begrebet forråelse.
Hvad sker der, når vi kommer til at handle i modstrid med vores værdigrundlag?
De mange afsløringer skabte forargelse i det ganske land og det nationale “forråelsesbarometer” blinkede rødt, mens der blev råbt på flere ressourcer og mere tilsyn. Men hvad er det der sker, når personale som er ansat til at varetage et omsorgserhverv, kommer til at handle i modstrid med det værdigrundlag de underskrev i ansættelseskontrakten?
Overser vi som mennesker, fagprofessionelle og politikere pointen i de hjerteskærende sager? For når sagerne kommer for dagens lys, er der kø ved håndvasken og der peges fingre og fyres medarbejdere. Men måske skulle man vende blikket hen imod det, der er virkelig svært at tale om. For hvad er det der gør, at ens værdier skrider? At vi overhører vores etiske kompas og handler i uoverensstemmelse med det, vi selv tror, er det rigtige at gøre.
Forråelsen sniger sig ind og kaster lange og kolde skygger
Forråelsen er en risiko i forbindelse med det sociale arbejde. Det er en glidende proces, hvor det enkelte menneske langsomt transformeres i måden at tænke, tale og agere på. I begyndelsen viser den sig i små glimt og kan ende med – hvis ikke der bliver grebet ind – at blive varig og en legal del af kulturen på en arbejdsplads. Mennesket er et meningssøgende væsen og gennem det positive sprogbrug og de pseudofaglige refleksioner næres og legitimeres forråelsen på fælleskabets alter.
Men bag enhver adfærd, ligger der en positiv intention, så hvad handler det så om: Når arbejdsbetingelserne ændres, svære situationer opstår, eller når man ikke kan rumme og forstå det andet menneskes behov, tager udmattelsen over, og der kan blive skabt en kultur hvor den eneste der syntes at virke, er den rå tone. Her finder ligegyldigheden sin vej ind, udskamning, ignorering og hån bliver en del af dagligdagen, i takt med at mennesket galvaniseres indefra.
Hvad er forråelse?
Forråelse kommer af begrebet rå og er en oplevelse af, at man bliver mere rå, mere kold og kynisk. Det er en udviklingsproces, hvor man ændrer sig og ændrer holdninger i retning af mere kulde og råhed.
Forråelse er også lig med tankeløshed, hvor vi ikke tænker over hvilken betydning vores handlinger har.
“Psykolog, Dorthe Birkmose”
Hvad er nonverbal kommunikation?
Nonverbal kommunikation, den del af kommunikationen, der ikke foregår med ord, men med tonefald, mimik og kropssprog.
“Den store danske”
Det koster at være et medfølende menneske
Når empatimuren rammes eller kompetanceloftet nås, skrider ens værdier. Vi mister grebet og ser ikke længere mennesket, vi skal drage omsorg for, som ligeværdig. Her slår fagligheden sig på ligestillingen, for ”Vi, som fagprofessionelle ved vel bedst” og så “smager det godt” at projektere ansvaret fra os, for det gør for ondt at se indad – og tage hånd om det, der i virkeligheden er svært.
I takt med afmagten og omsorgstrætheden viser sit kolde ansigt, udviskes ens værdier. Men hvem er de mennesker, der har smagt forråelsens bitre sødme?
Set ud fra socialpsykologisk perspektiv er en afmagtsfølelse et menneskeligt vilkår, og helt almindelig, når vi arbejder – og er sammen – med mennesker. Men det betyder ikke, at de handlinger, der finder sted, kan legitimeres. Men det er vigtigt at have for øje, at forråelse kan ramme alle mennesker, som indgår i mellemmenneskelige relationer.
Sproglighedens overflade og dybdestruktur indikerer, hvor mennesket er i sin væren
Mennesket er et kommunikerende væsen – både verbalt og nonverbalt og afmægtigheden kan give plads til frustration og den negative tale og handling. Sproget har stor betydning for vores tænkning og opfattelse af omverdenen, for mennesket reagerer ud fra deres model af verden og ikke ud fra virkeligheden selv. Gennem sproget kan vi nærme os den epistemologiske oplevelse af verden og den ontologiske forståelse af det at være et menneske.
Mennesker har behov for at retfærdiggøre deres handlinger og dette især, når de begår handlinger, der skader andre. De har – som udgangspunkt – ikke i sinde at skade andre med mindre de har overbevist dem selv om, at det sker af nødvendige eller retfærdige årsager.
Når mennesker begynder at projektere ansvaret fra sig, skal vi nænsomt lægge ansvaret tilbage, så vi ikke bliver projektive – for det forhindrer udvikling. Positive forandringer opnås kun ved at tilføre eller forstærke ressourcerne. Vi skal agere sproggartner og luge ud i de sproglige italesættelser og hjælpe dem tilbage fra deres etiske frakobling.
Afmagtens modmagt
…. er faglighed. Vi skal facilitere og muliggøre, at man kan arbejde på en sådan måde, at man bevarer sin omsorgsfuldhed – både overfor sig selv og dem man er ansat til at være omkring. Sammen skal vi kultivere og ilte fagligheden, og ikke mindst skabe refleksive og empatiske rum, hvor vi møder mennesket hvor det er. Vi skal give sprog til de sprogløse, og tillade os selv og vores medmennesker at være sårbare. For når vi tillader os selv og vores medmennesker at være sårbare, skaber vi en tillidsfuld fagkultur, hvor man er modig nok til at være nysgerrig og undrende på egne og andres sprog og handlinger.
Der er vel ikke noget mere agtværdigt end det menneske, der vedkender sig sine begrænsninger og ber om hjælp? Det er ikke kun omsorg til en selv, men også til det menneske du står overfor. Og ingen har vel sagt det smukkere end den danske teolog og filosof, K.E Løgstrup:
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”.