Traumebevidsthed i psykoterapi/psykiatri

Med henvisning til artiklen ‘’Psykiatrien svigter mennesker med traumer” skrevet af Psykolog Maria Olsen, trykt i Politiken den 21. august 2020. I den sammenhæng har jeg som psykoterapeut og underviser på en psykoterapeutisk uddannelse lyst til at komme med et par kommentarer. 

Ny diagnose sikrer bedre behandling

Har man været psykoterapeut i nogen tid, vil man næsten helt sikkert have oplevet, at klienter kommer og siger at de har været hos en psykolog, eller gennem det offentlige system eller som beskrevet i artiklen, at de har været i kontakt med psykiatrien – men, at det har ikke hjulpet på klientens lidelser. 

Hos mig har det vakt undren og bekymring, at man inden for universitetsverdenen og det offentlige systems hjælpeområder (socialforvaltning, jobcentre, psykiatri oa.) har undladt at inddrage en meget omfattende viden fra traumeforskningsområdet – en forskning der har stået på i en hel del år. Det skal siges, at WHO i marts i år har godkendt en diagnose, der hedder CPTSD, som er en lidelse forårsaget af traumer tidligt i livet, med stort set de samme symptomer som PTSD og samtidig nogle symptomer, som er karakteristiske for udviklingstraumer. 

Det er godt med denne godkendte diagnose, da mange mennesker med senfølger af overgreb i barndommen og ungdommen, har symptomer, der kommer præcist ind under denne diagnose. Dermed kan de få den rette behandling.

Øget traumebevidsthed er vejen frem

Der findes organisationer med ekspertviden, der arbejder world-wide for at udbrede og undervise i traumer og i Danmark er der tiltag i gang med udbredelse af traumebevidsthed. I min optik er det betryggende med denne nye erkendelse og accept. Det kan betyde, at de børn og unge, der oplever voldsomme hændelser i den alvorlige skala, der fører til udviklingstraumer og senfølger, kan blive mødt, forstået og forhåbentlig få den behandling, som de reelt har brug for.

Undersøgelser viser at mellem 2-20% af befolkningen har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Hertil kommer sandsynligvis et mørketal. Emnet er tabubelagt og mange, også behandlere, har svært ved at tackle lige netop dette tema i forhold til de ramte personer. 

Det har i mange år undret mig, at man i behandlersystemet, for eksempel hos læger, psykiatere og socialforvaltningen undlader at spørge til hvordan mennesket, der har brug for hjælp, har levet og måske lever lige nu. Jeg har lært, at det er vigtigt at kende årsagerne til de symptomer klienten/patienten har, for at kunne målrette hjælpen bedst muligt. Det hørte jeg første gang, da jeg var i praktik på et psykiatrisk sygehus for mange år siden. Det må åbenbart være blevet glemt med tiden!

Jeg har haft klienter i min private psykoterapeutklinik med flere indlæggelser på psykiatrisk afdeling i bagagen og der er aldrig blevet spurgt ind til den personlige historie. Til stor undren – også for klienten. Der er bare blevet indledt en behandling med medicin! 

Traumebevidstheden kæmper mod større kræfter 

Tiltag mod en større traumebevidsthed er virkelig godt – og bare det kunne gå hurtigere, da flere ville kunne få en mere målrettet hjælp hurtigere. Jeg ved godt, at der er andre store kræfter på spil. Medicinalbranchen blandt andre og ressourcer til terapisamtaler – det er umiddelbart dyrere end medicin. Derudover et etableret behandlersystem, der opretholder en bestemt måde at bedrive praksis på, som værner om allerede etablerede roller og hierarkier. 

En erkendelse om, at man har fejlet vil fagpersoner værne ekstra meget om, som en måde at beskytte sig selv på! Det kender jeg godt og alligevel synes jeg, at vi behandlere må sætte disse reaktionsformer til side – vi er vel de første til at kende teknikken og behandlingen til det!

Bør man have større fokus på forebyggelsestiltag? 

En anden ting, der bekymrer mig: Hvor er forebyggelsestiltagene mod at forebygge overgreb mod børn og unge, herunder seksuelle overgreb? Der er i hvert fald ingen forebyggelsestiltag, der tales konstruktivt om! Gad vide om emnet er så tabubelagt og svært at tale om, at ingen har lyst til at arbejde med det? Eller ved man i virkeligheden ikke hvordan det skal gribes an? Det kunne måske være en ide at få undersøgt denne sag nærmere? 

Selvfølgelig er der en økonomisk vinkel i forhold til optimal behandling af traumeramte mennesker: 

• Uddannelse af kompetente behandlere, der har viden, erfaring og konkrete kommunikations- og forandringsværktøjer, der forebygger berøringsangst i forhold til tabubelagte emner samt tid til at gennemføre forandringsarbejdet i samarbejde med klienten. Den type behandlinger tager nemlig tid. 
• En kompetent og målrettet behandling i samarbejde med klienten, giver mennesker nye perspektiver på det, som før var fastlåst, nyt håb og nye måder at håndtere det som tidligere fungerede dårligt.

Hvilke konsekvenser har det mon? De kommer til at fungere meget bedre på mange fronter. Jeg påstår på ingen måde, at man kan behandle alle fuldstændigt ud af deres traumatiserede tilstand.

Hvad sker der, når et menneske kommer til at leve et endnu mere meningsfuldt og produktivt liv? Hvad sker der, når et menneske får øje på sine ressourcer og bliver i stand til at forsørge sig selv og dermed sparer den offentlige forsørgelse?

Samfundet sparer masser af penge og ressourcer på sigt. Og her ligger der måske en udfordring i at få det offentlige til at se længere ud i fremtiden.

Hvad kan vi som psykoterapeuter gøre? 

Vi kan sørge for at få viden om traumer og behandling af traumer. Udvikle en traumebevidsthed og kende symptomerne på senfølger at udviklingstraumer. Jeg har en fornemmelse af, at mange menneskers lidelser – især på det psykologiske plan – handler om de tidlige oplevelser, der har påvirket menneskets opfattelse af sig selv. Det være sig overgreb, svigt, mobning, forældre, der ej evner eller påtager sig forældrerollen, samt mange andre årsager.

Da jeg selv er psykoterapeut og uddanner psykoterapeuter på Dansk NLP Institut psykoterapeut uddanelse, har jeg taget en efteruddannelse i udviklingstraumer, og deltager aktivt i en world-wide organisation for at være med til at udbrede kendskab til traumer, deres senfølger og behandling. Vi har her på Dansk NLP Institut startet arbejdet med at integrere den nyeste viden for at kunne arbejde endnu mere professionelt med traumer , således at læseren får en fornemmelse af at, at man på vores terapeutuddannelse får viden, stof til integration og nye behandlingsmuligheder til noget der er så vigtigt som dette. 

Hvis du gerne vil have et hurtigt indblik i senfølger af overgreb, klik på linket ”Senfølger i virkeligheden” fra Spor.