Bliv ringet op

    Bliv ringet op

    Har du brug for hjælp til at vælge uddannelse?

    Hvilken afdeling er nærmest dig?

      Vi er her for at hjælpe dig.
      Skriv til os og vi vender tilbage snarest muligt.

      Grøn omstilling i hjernen – JA TAK

      • Annegrethe Williams
      • 29. november, 2021
      NLP Psykoterapeut, MPF & NLP Coach, ICF
      Læs mere om Annegrethe Williams

      Hvordan har du det?

      Ja, det har aldrig været nemmere og samtidig sværere at være menneske!

      Hvordan har du det på arbejdet eller på studiet?

      Højt arbejdspres, teknologisk udvikling (der kan være svær at følge med i), højt tempo, konflikter, stress, store krav, miljøkrise, dårlig ledelse, dårligt arbejdsmiljø og grøn opstilling. Ja det hele er oppe i tiden. Men hvad med den grønne omstilling af vores hjerne?

      Hvordan har du det i familien?

      Stress, delt opmærksomhed, konflikter, vi skal også spise sundt og dyrke motion, miljørigtig vask og rengøring, affaldssortering, genbrug og miljøvenlig adfærd i det hele taget. Nej, det er ikke politisk korrekt at flyve med SAS i disse tider! Og ja, nettoposen kan bruges igen og igen og igen (når man lige husker at få den med ud at handle!) Ja det hele er oppe i tiden. Men hvad med den grønne omstilling af vores hjerne?

      Hvordan har du det i parforholdet?

      Mange oplever, at det ikke er helt let at få et parforhold til at fungere og skilsmissetallene taler sit tydelige sprog! Kommunikation, huslige pligter og gamle mønstre spiller os et pus, især når man er presset. Ja det hele er oppe i tiden. Men hvad med den grønne omstilling af hjernen hos parterne i parforholdet?

      Hvad er grøn omstilling i hjernen?

      Grøn omstilling i menneskers hjerne er, med andre ord, alt det som giver en afslappet følelse af ro og tryghed. 

      Det som løveflokken oplever efter nattens intense jagt efter bytte og måltidet, der stiller sulten. Hvilepausen hvor vi ryster stresshormonerne ud af kroppen, holder pause, nyder og lader op – noget vores hjerne i høj grad har brug for efter de mange store og små kampe på jobbet og i privaten.

      Hvad er den grønne omstilling oppe imod?

      Den grønne omstilling af hjernen er oppe imod hårde kræfter i form af kampe, vi kæmper i dagligdagen på jobbet og i privaten. Indsatserne handler i bund og grund om overlevelse og belønning. Når vi vinder eller kommer i mål, suser belønning og stresshormoner rundt i organismen og kan let få os ud af balance.

      I livet, som langt de fleste af os lever i dag, er der en overvægt af stress og belønningshormoner i kroppen og dermed hjernen. Samtidig er der en undervægt at det, som beroliger vores hjerne! 

      Derfor er der god grund til en grøn omstilling i menneskers hjerne, så der kommer mere balance i vores nervesystem.

      Hvad kan du gøre for den grønne omstilling i menneskers psyke?

      Gør alt det, som beroliger dit nervesystem – alene eller sammen med den eller dem, du holder af.

      Det er vigtigt at få ro i nervesystemet. Slap af og hyg dig – du må godt!

      Når vi beroliger vores nervesystem – som løveflokken efter nattens jagt og måltid – er vi allerede godt i gang med grøn omstilling af den menneskelige hjerne.

      Hvad får vores overophedet hjerne til at slappe af?

      Sunde relationer, hvor man kan være afslappet og kommunikere ærligt om tingene er blandt andet det, vi arbejder med på 1. året af NLP Practitioneruddannelsen

      Det kan du selv gøre (listen for os mennesker er lang og du kan selv gøre den længere) for at berolige et overbelastet nervesystem:

      • Være i naturen, og omgive dig med grønne planter på jobbet og i privaten. 
      • Læse eller lytte til en god bog.
      • Stå tidligt op og få en rolig start på dagen. 
      • Være i omgivelser, der er hyggelige, rene og pæne. 
      • Sove eller hvile sig. 
      • Være omkring bålet og falde i staver til flammernes og glødernes dans. 
      • Sluk for nyhederne og se en dyrefilm. 
      • Hygge sig med rolige og afslappede venner.
      • Fordybe sig i en hobby fx sten eller krystaller, som kan hjælpe dig med at have fokus på ro og tryghed. 
      • Være i nuet. 
      • Være kreativ. Du kan hækle, strikke, bygge eller lave kollager. 
      • Bære behageligt tøj og fodtøj.
      • Nyde et dejligt bad.
      • Ligge i rent sengetøj.
      • Høre god musik.
      • Giv og modtag behagelig berøring.
      • Nyd uforstyrret alenetid.
      • Kramme og nusse. 
      • Giv og få massage.
      • Grin.
      • Giv og modtag anerkendelse
      • Giv og modtag hjælp
      • Tilbyd dine varme øjne.
      • Giv og modtag smil.
      • Giv og modtag en gave – en gave der stimulerer sanserne. 
      • Noget, som er smukt, noget som lyder godt, noget der føles godt, smager godt og/eller dufter godt. 
      • Yoga, meditation eller bare sidde og trække vejret bevidst eller strække sig. 
      • Vende opmærksomheden indad i længere tid eller blot få minutter. 
      • 5 minutters glæde – det hele tæller i den grønne omstilling af hjernen.

      Skab ro og tryghed ved beroligelse af nervesystemet

      Jo mere vi fodrer hjernen med det, som skaber ro og tryghed, jo mere empati og mentaliseringsevne har vi. 

      Mentaliseringsevne betyder, at man forstår andre indefra og ser sig selv ude fra. Nyttigt er det, når vores motivations- og overlevelsessystem igen bliver aktiveret – eksempelvis aktiveret af partneren eller chefen der sender et bebrejdende blik eller taler i en hård eller spids tone i kampens hede! 

      Ja, overlevelsessystemet, med kamp flugt og stagnation, kan hurtig blive aktiveret og her er det afgørende, at vi agerer frem for at reagere på autopiloten.

      Når vi fokuserer på den grønne omstilling af hjernen. Hvad sker der så?

      Med ro, tryghed, empati er det nemmere at håndtere andre mennesker – mennesker som måske har det svært psykisk eller er i gang med at løse svære opgaver på jobbet og i privaten sammen eller helt alene!

      Når vi trives og har det godt, har vi overskud til at arbejde, overskud til egenkærlighed, tage sig af sin kollega, partner, familiemedlem eller sine medmennesker.

      Jeg håber, du har det godt og trives der, hvor du er!